Kontakt os på 7023 6330

 

Danmarks længste kontorhus får nye lejere

 

CPH Business Park ved Avedøre Holme har fået et filmselskab og en distributionsvirksomhed som nye lejere.

Omfattende renovering har givet kontorhuset nyt liv, siger mæglerfirmaet Lintrup & Norgart. 

 

 

Den farverige entreprenør Bøje Nielsen kunne i 1982 indvie Danmarks længste kontorhus klos op ad motorvejen ved Avedøre Holme i den sydlige del af Hvidovre. Siden har huset – som den store Avedøre Havnevej går lige igennem – levet en omtumlet tilværelse. I 2017 blev den næsten 300 meter lange bygning købt af det svenske ejendomsselskab Niam med omkring en tredjedel af de 75.000 kvadratmeter tomme. Men nu kan mæglervirksomheden Lintrup & Norgart A/S melde om to store udlejninger på i alt 4.000 kvadratmeter og forhandlinger om yderligere cirka 10.000 kvadratmeter.


”Det er udtryk for, at Niam har skabt nyt liv i bygningen. Der er ikke blot gennemført omfattende renoveringer og forbedringer i bygningens fællesfaciliteter, som tæller personalerestaurant, café og mødecenter med tilhørende loungeområder. På vores forslag har Niam også indrettet et showroom på 1.000 kvadratmeter, så mulige lejere kan opleve, hvordan man kan skabe et rustikt og innovativt kontormiljø med tjekkede designgulve og akustiske loftsbatts sat direkte op på betonloftet, så der bliver skabt så meget loftshøjde som muligt,” siger Jesper Norgart, partner i Lintrup & Norgart.


Miso Film, der står bag en række tv-serier og film både herhjemme og i udlandet, benytter CPH Business Park som base for to store tv-serier og rykker ind med 50-60 arbejdspladser.


”Vi kendte ikke CPH Business Park, men så et stort banner på bygningen, da vi var ude til optagelser af tv-serien The Rain på Avedøre Holme. Beliggenheden er perfekt for os – uanset om vi skal køre mod øst, vest, nord eller syd for at filme. Udlejer er meget servicemindet, og ejendomsinspektørerne er superhjælpsomme. Alt bliver ordnet for os, det er som at tjekke ind på et hotel. Vi får nogle fine forhold til en favorabel pris,”

 

siger Claus Willadsen, som er lineproducer hos Miso Film, der fastholder sit hovedsæde på Nørrebro.

 

Den anden nye lejer er Conaxess Trade Denmark, som distribuerer en lang række produkter inden for blandt andet fødevarer og drikkevarer. 1. juli flytter omkring 80 ansatte fra Søborg til Avedøre Holme.


”Vores nuværende lokaler ligger i en ældre bygning, og vi ville gerne tjekke markedet. Det er en domicilejendom, så vi har selv alle udgifterne, mens vi i CPH Business Park får adgang til en række fælles faciliteter og samtidig får et helt nyt lejemål, indrettet efter vores ønsker – blandt andet med det rustikke look, som vi blev inspireret af i ejendommens showroom. Vi er international virksomhed, så nærheden til lufthavnen er vigtig for os. Det samme gælder motorvejsnettet, og det er ret nemt at komme til og fra arbejdspladsen for vores medarbejdere,”

 

siger økonomidirektør Jacob Schilling.


Hos Niam glæder udlejningschef Henrik Wagtberg over de to nye lejere:

 

”Vi vidste godt, at vi stod over for en stor opgave, da vi overtog ejendommen i 2017. Vi har fået renoveret bygningen og fx forbedret energiklassen fra D til B, og i samråd med Lintrup & Norgart har vi blandt andet skabt mere liv i centergangen gennem bygningen, opgraderet mødecentret, etableret udearealer, anlagt flere parkeringspladser og gjort ejendomsinspektørerne mere synlige, så lejerne lettere kan få hjælp. Nu har vi fået gjort et stort indhug i de ledige kvadratmeter.”


Blandt de eksisterende lejere er If Forsikring og Santander Bank, og der er stadig ledige lejemål fra 500-13.000 kvadratmeter i CPH Business Park. Lejeniveauet fra 775 kroner pr. kvadratmeter er markant lavere end fx i City og Ørestad. 

 

CPH Business Park

 

• Gennemrenoveret flerbrugerhus med mange fælles faciliteter

• Vælg mellem corporate og stilren indretning eller råt og kreativt

• Individuelt tilpassede lejemål

• Kantine og café med morgen-/frokostbuffet samt take-away aftensmad

• Stort, opgraderet mødecenter

• Flere store terrasser og 1.400 gratis p-pladser

• Adresse på Stamholmen på Avedøre Holme – lige ud til motorvejsnettet

• Kort afstand til centrum, Ørestad, lufthavn og Øresundsforbindelse

• Flere buslinjer kører lige til døren

• Blandt lejerne er If Forsikring (siden 1996) og Santander Bank (siden 2007)

 

Jesper Norgart kan kontaktes

på mobil 31 18 24 37

 


 

Omtale

 

Berlingske Ejendomme skriver

 

Søndagsavisen Vestegnen skriver

 

Estate Media skriver

 

Byens Ejendom skriver

 

Bygtek/Byggeri skriver

 

Licitationen skriver

 

 

 


Se øvrige pressemeddelelser og nyheder
Websitet bruger cookies for at forbedre din oplevelse, vurdere brugen af de enkelte elementer på websitet og til at støtte markedsføringen af vores services. Ved at klikke videre på websitet accepterer du websitets brug af cookies.
Læs mere om cookies.