Kontakt os på 7023 6330

 

Nordvest på kanten til fremtiden

 

Uanset om man bygger i Barcelona eller Københavns Nordvestkvarter, så indskriver man sin bygning i stedets historie.

I Nordvest findes der særligt mange spændende historier at digte videre på, og vi giver her et bud på nogle af de potentialer, vi kan se for dette område, som står lige på tærsklen til store forandringer.

 

 

 

 


Af: Nina Rask, Erhvervs Ph.D
Louise Haugsted Kongsted, Arkitekt 
KHR Architecture


 

At frembringe arkitektur er at fortælle. Fortælle videre på stedets historie med sin egen og med de fremtidige indbyggeres historie. I Københavns Nordvestkvarter kan man ikke fortælle historier om stenkast til vandet eller aftensol over Øresund. Til gengæld har området kvaliteter og potentialer som man ikke finder mange steder i de nyere kvarterer i København.

 

Nordvest har sine egne historier. Historier om det gamle København, livlige industrikvarterer, om en grøn funkis station, men også historier om mangfoldighed og ophav fra andre lande, andre kulturer.

 

Med den nye metro kommer flere til at passere Nørrebro Station, der i mange år har fungeret som hovedport til Nordvest, og som i fremtiden skal håndtere nogle af Danmarks største passagermængder. Mange flere kommer også til at have hjemme i områdets nye boliger, arbejdspladser og forretninger.

 

Igennem en sådan fortætning af byen er det vigtigt at give noget tilbage. Vi skal huske åndehullerne, pladserne og de smalle striber af rumlige oplevelser som skabes af husene og som gør et kvarter særligt. Det er vores opgave som arkitekter at være opmærksomme på, hvordan vores bygninger møder byen og bidrager til dens fortælling.

 

I forbindelse med udviklingen af et grundstykke i Nordvest har vi kigget bredt ud i området og spurgt: Hvad kan vi tilføre her? Stedet har allerede en arkitektur og en historie. Til den historie tilføjer vi adgang til områder som før var utilgængelige.

 

Vi skaber passager med oplevelser på vejen gennem et nyt område, en kant at sidde på og et særligt genkendeligt element, som man kan orientere sig efter. Hele vejen langs højbanen er der mulighed for at indrette tilgængelige funktioner i buerne under banelegemet, som er på grænsen mellem indendørs og udendørs, fx fælles værksteder eller aktiviteter for områdets beboere. 

 

I tråd med Nordvests egen collage af materialer og farver vil vi i de nye bygninger eksperimentere med utraditionelle bygningsmaterialer for at tilføje oplevelser i bybilledet, som fx translucente facader, der gennem lysets skift giver indblik i bygningens inde liv eller integrerer gadelys i bygningens nederste etage, som invitation til forbipasserende.

 

Dette tværfaglige arbejde er knyttet på vores udviklingsafdeling Atelier KHR, hvor vi sammen med medarbejdere, forskere, studerende og eksterne samarbejder fokuserer på mulige udviklinger parallelt med tegnestuens daglige arbejde. 

 

 

 

I Nordvest mener vi, at det er passende at fortsætte udviklingen af bydelen ved hele tiden at tænke pladsdannelser ind, som et bevidst løft af kvarteret, da pladser netop er med til at samle en bydel og sikre en velfungerende fortætning. 

 

Pladser, passager og gennemgange kan være med til at sikre lokalt ejerskab og forankring af nybyggeri ved at tilføje noget til området for alle dem, som ikke direkte skal bruge bygningen. 

 

For os er social bæredygtighed steder, hvor det er rart at være. Hvis vi kan skabe sådanne steder både indeni og omkring alle de bygninger, vi fylder ind i et område som Københavns Nordvestkvarter, så kan vi fortsætte den spændende fortælling, som allerede findes.

 

 

 

Lysstudier med translucente facader

hvor bygningens liv kan anes

gennem ydervæggene

i form af svage silhuetter og skiftende lys. 
Bygningen vil være et levende

og foranderligt motiv i byen.

 

 

 

Websitet bruger cookies for at forbedre din oplevelse, vurdere brugen af de enkelte elementer på websitet og til at støtte markedsføringen af vores services. Ved at klikke videre på websitet accepterer du websitets brug af cookies.
Læs mere om cookies.