Kontakt os på 7023 6330

Lintrup & Norgart udvider potientialet med endnu en tung partner

 

Martin Rønne bliver ny partner i erhvervsmæglerfirmaet Lintrup & Norgart A/S efter 4 år hos CBRE Danmark.

 

Det er godt, der er en elevator på Jens Kofods Gade 1, hvor Lintrup & Norgart har kontor, for det er tung erfaring, Martin Rønne har med ind i opgangen, når han d. 1. december slutter sig til den i forvejen kompetente partnergruppe på matriklen.

 

 

Martin Rønne har senest været ansat hos CBRE Danmark som en del af ledelsen med titel af Senior Director og CO-Head of Investor Leasing. Før dette var Martin Rønne i 13 år selvstændig ejendomsmægler og valuar, som den ene halvdel af ejendomsmægler-makkerparret ’Geisler & Rønne’ i den daværende kæde med samme navn. Martin Rønne er oprindelig bankuddannet og uddannet ejendomsmægler, valuar og diplomvaluar.

 

Privat bor Martin Rønne i familiens selvopførte hus i Gl. Holte sammen med sin hustru og to døtre, mens den 49-åriges form holdes ved lige i det lokale fitnesscenter.

 

”Belært af min fortid som både selvstændig i mange år og senest som ansat i en stor international koncern har jeg savnet den nære energi der opstår i mindre virksomheder og den strategiske frihøjde der medfølger som dedikeret teamplayer og partner. Jeg glæder mig til at blive en del af holdet, for selvom et talent kan åbne en ny dør, skal der et team til sælge eller udleje en ejendom.

 

Jeg er meget motiveret for at komme i gang og sammen med de øvrige stærke profiler på holdet vil jeg gøre mit til, at vi forbliver den foretrukne samarbejdspartner for de pensionskasser og ejendomsbesiddere, som ønsker ekstraordinær rådgivning og ekspertise inden for udlejning og salg. Man skal huske, at ingen er bedre end deres sidste udlejning”, siger Martin Rønne.

 

”Martin er det, man med et glimt i øjet kalder fra øverste hylde, og han har stået på blokken i noget tid. Så jeg er både taknemmelig for, at Martin har takket ja til muligheden, men også stolt over, at vi i de seneste måneder har kunnet tiltrække så stærke profiler som Jakob Veino og nu Martin Rønne.Dette vil komme til stor glæde og gavn for vores kunder med nye stærke kompetencer og flere redskaber i værktøjskassen, når opgaverne f.eks. kræver en særlig kreativ tilgang. Dette giver også mulighed for at forfølge et nyt vækstpotentiale for Lintrup & Norgart, hvilket jeg glæder mig til, at vi skal identificere og indfri sammen”, siger Stig Lintrup.

 

Lintrup & Norgart blev etableret i 2005 af Stig Lintrup, Susan Hellner Lintrup og Jesper Norgart og er i dag en af Storkøbenhavns største mæglere inden for kontorudlejning og flerbrugerhuse. Desuden rådgiver Lintrup & Norgart om udviklingsejendomme og formidler salg af investeringsejendomme og boligudlejningsejendomme.

 

Martin Rønne tiltræder fredag d. 1. december 2023.

 

For yderligere information kontakt

Stig Lintrup; tlf: 4097 1717 eller mail: sl@linor.dk

Martin Rønne; tlf: 6060 3260 eller mail: mr@linor.dk

 


Se øvrige pressemeddelelser og nyheder
Websitet bruger cookies for at forbedre din oplevelse, vurdere brugen af de enkelte elementer på websitet og til at støtte markedsføringen af vores services. Ved at klikke videre på websitet accepterer du websitets brug af cookies.
Læs mere om cookies.